"Anonymous"

Du må logge inn for å se lærerinnholdet. Tilgangen er gratis.

LOGG INN

Aktiver tilgangen selv – raskt og enkelt

Dette krever at du allerede har konto i Fagbokforlagets e-portal. Om skolen din ikke har benyttet e-portalen før, må du kontakte digitalt@fagbokforlaget.no for å få hjelp til å sette opp tilgangen din.

  • Trykk på "AKTIVER TILGANG". Du får da opp et nytt vindu med nettressursens side på fagbokforlaget.no
  • Legg nettressursen i handlekurven din ved å trykke på knappen "KJØP"
  • Trykk på handlekurv-symbolet oppe til høyre på siden, og trykk "GÅ TIL HANDLEKURV"
  • Inne i "Din handlekurv" trykker du på knappen "UTSJEKK", nede til høyre
  • Du kommer da til "UTSJEKK"-siden. Logg inn med FEIDE eller eportal-bruker om du ikke er innlogget
  • Gå videre ved å trykke "GODTA OG BETAL" nede til høyre. Merk at det skal stå "sum Kr 0,-"
  • Du vil da få en ordrebekreftelse på e-post, og en e-post med videre informasjon om hvordan du tar produktet i bruk

AKTIVER TILGANG
\ [
    [0] \ Explain::Portfolio::Container  {
        internals: {
            children               undef,
            created                "2014-05-02 10:49:40.135573+00",
            custom_init            "view=homepage",
            description            undef,
            description_language   "nb_NO",
            header                 undef,
            id                     "afefe8c1-2583-41fd-b1d1-fbc4d971aea7",
            layout                 undef,
            lom                    undef,
            owner                  "9e57ef84-0a40-49bf-b499-b2038d605947",
            parent                 undef,
            sort_key               undef,
            sort_number            undef,
            title                  "Intertekst",
            title_language         "nb_NO",
            type                   "folder",
            updated                "2014-05-02 12:48:02.349287+00"
        }
    },
    [1] \ Explain::Portfolio::Container  {
        internals: {
            children               undef,
            created                "2016-02-25 07:31:57.01789+00",
            custom_init            "view=landing_page_accordion|class=red|element=for_homepage|redirect_laerer_to=VG1|view_class=tekstbank|view_2020=tekstbank",
            description            undef,
            description_language   "nb_NO",
            header                 undef,
            id                     "7461c2d1-e6db-4f5c-ab00-0b37782dadfe",
            layout                 undef,
            lom                    undef,
            owner                  "73ac30db-4619-4761-a6f7-d77b1d55630b",
            parent                 "afefe8c1-2583-41fd-b1d1-fbc4d971aea7",
            sort_key               undef,
            sort_number            75,
            title                  "Tekstbank",
            title_language         "nb_NO",
            type                   "folder",
            updated                "2020-09-03 11:24:07.381915+00"
        }
    },
    [2] \ Explain::Portfolio::Container  {
        internals: {
            children               undef,
            created                "2014-10-30 11:59:35.203746+00",
            custom_init            undef,
            description            undef,
            description_language   "en_US",
            header                 undef,
            id                     "8a8cd85b-9ace-4128-bb9d-625150bd1c5a",
            layout                 "invisible",
            lom                    undef,
            owner                  "9e57ef84-0a40-49bf-b499-b2038d605947",
            parent                 "7461c2d1-e6db-4f5c-ab00-0b37782dadfe",
            sort_key               undef,
            sort_number            1,
            title                  "Skjønnlitterære tekster",
            title_language         "en_US",
            type                   "folder",
            updated                "2015-09-10 11:24:33.660557+00"
        }
    }
]

Hans E. Kinck: Felen i vilde skogen (novelle)

Her kan du laste ned


Hans Kinck Felen Egedius_Spill_og_dans.jpg

Med ét hørte de en stygg hujing – det kom fra nedre side vandene.

Den sexten-sytten års sønnen Torstein smatt ud av stuen, ud i bælgmørke kvælden. Konen, mager og lys, tog sig for bringen og sa «jøssøs».

            Det var lige under jul. Manden kom hjem til fjældgården Vasslid nedfra bygden; han hadde det med at huje slik mørke kvælder på hjemvei, styggest når han hadde været indom hos landhandleren og drukket, – men også ellers.

            Hun reiste sig fra rokken, stod bortved kokeovnen, tænkte og frøs i uhygge; – det var som at ta et udyr i fang lige ind fra vilde skogen, når han kom hjem slik, – denne svære karen, svart i hår og skæg og med svarte øine, som hev sig i hvasse glimt.

            Gamle mor til manden, som sad hvidhåret bortved ovnen, så op på konen, – øinene vided sig, det lysned underlig over det rynkete brune ansigt fra en brand langt væk; hun gjorde åt endda, og det var hun som hadde forgjort konen, sa folk, dengang da hun tilsidst tog gutten på Vasslid. –

            Sønnen gled nedover bakken; han måtte ud hver gang han hørte faren huje, fik ikke fred før; men denne gang var det noget andet også som stak ham. – Alt var svart herude; fjældet var svart, og luften og liden, og den brede lange skogen nedenfor vandene var svart. Ved fjøshjørnet stansed han, satte i en hujing, så ill og skarp han vandt; han holdt pusten, lydde ind i stilheden som fulgte.

            Det svarte bortenfor Troldbærg.

            Og hun Sella i fjøset, budeien, tonte høiere og høiere; hun fælte, skjønte han.

            Sønnen kom igjen styggere; – fjældet kasted tilbage fælere.

            – – Han skulde nok lære far sin at tie, han, – han kom her hjem, ret som det var, og skræmte Sella og skræmte den bleke moren! – –

            Styggere og styggere blev skrikene. Bælgmørket, skogen, alt rundt om fyldtes av skrømt og udyr; det gnistred av øine, det tusled av labber.

            Og fjøsdør-kroken kom på; hun tonte stillere derinde. Hun fælte vel på en anden måde også; – faren hadde været indom der alt et par gange nu i det sidste, når han kom hjem om kvældeme, klaged hun. – –

            Han hudde i, det styggeste han vandt; – – å, i kvæld skulde han slippe stanse længe nedved fjøsdøren, skulde bli såpas skræmt, at han blev glad han kom i hus. Han kunde ha sig hjem – han var gift, karen! – –

            Gang på gang hudde han i; men nu svarte det bare fra fjældet. Faren tagde; kom vel hid under Troldbærg nu, – og der storspøgte det rent, så han holdt nok kæft.

            Sønnen tagde også, lydde til susen i skogen, til elvene, som randt rundt om, sinte og store efter sidste styggeveirs-riden, – lydde efter Sella, som stod dødsstille indpå fjøsgulvet. –

            Faren pusted hidover volden, gled forbi i mørket; han for snøgt i kvæld. Der tog det i fjøsdøren; den var stængt. Han pikked på en gang. Sella rørte sig ikke. En gang til.

            Så gled han forbi op mod våningshuset.

            Sønnen hørte ham ramle ind gangen deroppe, – hørte den stærke stemmen hans, – så uro i taglyset; han fyldte stuen, når han kom slik, soped med sig alle skogens udyr, så det rørte sig efterpå og gliste i hver ro, og mor og søn lå og fælte hele natten. Han slog aldrig, klamped bare omkring i svære støvler og pusted tungt.

            Det gøs i Torstein; han pikked på fjøsdøren. Hun lukked op.

            «Ha du mjølka?» hvisked han.

            «Ja!»

            «Skonda deg då!»

            Og hun skyndte sig opover med mælken, mens han sad igen på fjøskrakken i bælgmørke og vented. –

            Hun var snøgg; – hadde bare sat mælken indom døren og ikke silet, sa hun. – Han tog skindlygten hendes, hented ned felen, som lå gemt opunder bjælken ud i løen – den han hadde byttet til sig mod sauen sin, som han sa til faren var blit væk i fjældet.

            Han mælte ikke et ord, da hun kom igjen, napped i strængene og lydde, satte den mellem knærne og hukte sig, hukte sig mer og mer, så den tynde forvoxne skrotten bugted sig som en ring. Hun stod og så på den smale halsen, som strakte det svarthårete hodet kælent indtil felen.

            Kørene flytted øren, lydde og risted på hornene. -

            Det gik i døren deroppe; hudde stygt imod skogen. Sella trykked på dørkroken. Torstein tog et drag over strængene; den læbemyge brede munden klemte sig fast sammen, og bag de mørke-, mørkebrune øine gnistred ild, som ikke kunde holde sig i ro.

            Det var farens blik. Men ansigtshuden var lys, det var morens. –

            Det hudde en gang til – nu var det nærmere.

            «Jøssøs!» sa Sella og løfted på låkkene, som lå halvt nedpå de store grågule øine.

            Lidt efter strøg noget bortover døren derude og pusted; Torstein stansed buen og stirred på hende. Så gled det av, rusled opover bakken; og Sella slap kroken.

            Han satte sig på krakken og tog tunge drag over strængene; han tramped, så fjøsgulvet skalv, snøggere og snøggere gik buen. Det var som en foss, som vælted avsted med alt, som verden eied, og strængene stundom ikke vandt bære al denne låten.

            «Du æ styg' ikvæld, Tostein! » sa Sella, – ilden i øiet lyste lige mod hende.

Han hørte ikke.

            Han vidste ikke selv, hvad han spelte; det var ingen slått, han hadde lært sig: han spelte om folk på langreis, spelte om brede solfyldte bygder i sommerveir; og han spelte om store dampbåder i skummende jag på blanke havet, om knuste dønningers sprøit opefter de ytterste skær; og han spelte om høie svære kirker med stille stegende sol i hvidmalt væg.

            «Da gneistra tå deg, Tostein! » sa hun og skærmed over øinene.

            Han spratt op, slog armene om hende .

            «Ja ve du ha meg då!» skrek han og klemte.

            Hun stræved imod:

            « Uf då! – eg fæle tå deg, Tostein! »

            «Ja ve du ha meg då!»

            «Ja–a; – fara fint åt då!»

            Han slap hende, satte sig, gjorde kælne stryk med buen. Han bøied sig mer og mer udover felen; hun krøb sammen på huk fremfor ham og så langs ansigtet hans – det var næsten visket ud i det svage lys fra skindlygten, som var ved at slukne.

            Myge toner, som snoed sig og sveipte sig rundtom felekassen, så det som risted og skalv så hårdt derinde under dem, kom længer og længer væk – det var som frost blev klædd og varmet.

            Han la sig udover felen, tonte så sagte til:

 

            Å felå læt' in i vilde skogjen,

                        Ja, felå læte.

            Å ingjen høire å ingjen ser,

            å ingjen græte å ingjen lær,

                        nei, ingjen græte.

           

Å felå læt' in i vilde skogjen,

                        ja, felå læte.

 

Han ledte med hånden efter knærne, der felekassen lå.

            «Ja–ha, felå læte!» hvisked han igen, slap felen, trev om hændeme hendes, drog hende skælvende ned til sig bort på en haug av tørt løv i ene fjøskroken.

            Talglyset i skindlygten kom med det sidste blaff. Det rasled så tørt i løvhaugen, bjældekoen rauted sagte og langt spørgende.

– – –

            – Det gik i døren igen deroppe, – hudde stygt imod skogen.

            Torstein spratt op, famled sig frem i mørket, fandt felen.

            Sella efter; holdt i ham; ba:

            «Tostein då! – Tostein –! ve du 'kje ha meg, då!»

            Han svarte ikke, rev av kroken, skyndte sig ud, tog tunge drag over strængene; – – dette her inde i ham skulde finde vei alligevel, – vildskaben måtte få leve! – –

            Hun fulgte bortover volden. Faren hudde oppe på tunet.

            Dragene blev tyngre og tyngre over strængene, han spelte om andre ting end før – om lange sjøer på storrnrnørkt hav, om høstdøde heier uden stig, om dybe kløfter i vilde bærget, om svarte nætter i skogen.

            Hun sled i ham, vilde ha ham ud av dette; hun skjønte den vilde susen om felen, som reiste med ham fra hende.

            «Tostein, – ve du 'kje ha meg, då!»

            Han svarte ikke, spelte og spelte.

            Men det duged ikke med disse strængene længer; det han så, rev felekassen ud av hændeme på ham; han slængte den bort mod en røis, så det sang og brast, – hørte den danse nedover volden; han så så grant, hvor den for i mørket, det var som det stod ildslue om den, – og i ildsluen smøg tusser og sprang huldre, smatt under furu-rod, gemte sig i stenrøis – stygge rare myge skrotter.

            Langtrukne kvink og strænger, som sprang! Og efterpå bælgmørk stilhed. – –

Han slog op en stygg skratt.

            «Du ve 'kje ha meg, då!» sa hun lavt og slap ham.

            Der kom ikke et ord til svar; han pusted. Han så en lang stille lysning over furuskogen, – og der inde i brede grønne bygder i solskin, og gilde byer med hus i hus.

            «Me sku' 'kje gjort detta, då!» hvisked hun.

            «Nei, nei. Men fyst kjende eg, kor du fælte,» svarte han stilt og blev væk i mørket, op imod huset. –

            Hun gik nedom stenrøisen, kendte langs volden, fandt felen.

            – Men dagen efter strøg Torstein ned til bygden og fulgte dampen til byen; han måtte ud og se, hvad det var i den lysningen utlover brede lange skogen.

 

*

 

Han var hjemmefra femten år, hadde faret viden om og været mangeslags; begyndte som kjørekar i byen, blev siden læregut ved musiken og slog på tromme.

            En tid drog han rundt i østlands-dalerne med trækspel, i lag med et landstryger- kvindfolk, som slog på triangel og sang. – Men den sidste tid holdt han sig mest på Nordland, var med på vinter- og sommerfisket.

            – Så han hadde set store byer, der hele hære spelte under høie trær, og kisteklædde folk gik og drev; og brede sollyse bygder; og han hadde set sjøsprøit om de ytterste skær og lange bølger, som gled til havs uden endskab og mål. –

            Men alt var blit anderledes nu, end det var i lysningen over den brede lange skogen.

            Det var slik låt i alt han så, en sus så stærk, at det rakk for langt – han blev ikke med; det var som hjemme i Vasslid, før han fik felen, – når han sad inde vinterkvælden og lydde på nordenstormen, som kom hivende om hushjørnet ovenfra fjældet; – eller når han lå i solbakken om søndagene og stirred langs furutoppers tæppe eller bortefter blomstertækket vold. Det banked i sindet hans, vilde med ud, vilde suse og fylde skogen, det han kendte; det suste fra ham isteden, så han ikke kendte det han så, og han lå igen på bakken, ked sig og tom.

            Slik var det med det, han hadde set disse femten årene; det var som på Vasslid før han fik byttet til sig felen. –

            – Så, en dag på Nordland, fik han høre at faren var død, og moren tænkte sælge gården. Han reiste sydover med første sildejægt; han vilde hjem til Vasslid, for den matted bare denne flugt i sindet, som altid, altid vilde længer; han skjønte det nu, der fandtes ikke fele stor nok i verden til at bære det han kendte inde i sig, videre. – –

            Moren flytted ned til skyldfolket sit; Torstein vilde være alene i fjeldet om vinteren, begynde på igen, huje stygt imod vilde skogen, se utyske-øine gnistre i stenrøis og indunder furu-rod.

 

En mørk høstkvæld stod han i løen, lyste rundt om med lygten og regned ud om høiet strak til. Opunder bjælken stak noget frem, gråt av høistøv og vævkone-væv.

            Det var felen.

            Mindet løb ned over ham med prikkende gys; høstkvælden stod der for ham, da han spelte fra sig Sella. Han studsed; veied felen med hånden; tænkte.

            Så risted han sig, gik snøgt ind i fjøset; – – nei, kvindfolk skulde ikke komme på gården! Menneskene i det hele var lidet tess, dem han hadde set, – men allermindst var kvindfolk det: – enten fælte de for ham, eller også var de bare et stykke vildt kød, som skalv efter hans fangtag og ellers ikke tænkte på nogetslag. Nei, han vilde ikke se kvindfolk på gården! Derfor stelte han buskapen selv. –

            – – Men strængene var kommet der igen. Han skjønte det – og en lang varm strøm flød ind i sindet –: Sella hadde ledt den op nedved stenrøisen, – og hun hadde sat strængene på, – og hun hadde stukket den op under bjælken, for det var bare hun, som kendte pladsen.

            Han napped i strængen, kendte rundt om felekassen gang på gang, kælte med den, satte sig på fjøs-krakken. Han stemte; det var brest i låten, – kassen var sprukket under, men et gult bastebånd var snøret om og holdt sammen.

            Men han svor inde i sig: – kvindfolk skulde ikke komme på gården! – –

            Han strøg let over med buen.

            Det løsned inde i ham, tog til at flyde alt, i tusen blinkende bækker; han så blomstrende græsvold i summende lek, – så skælvende sol på vindblånet sund, – så dampende dugg mellem vaggende myrulds hvidt; han lukked øinene og så det fineste og blødeste, som verden eied.

            Det øged; det fossed. Det blev brun høst på græsvolden, brakende sjøbrot indover sundet, fykende sne over fjeldmyrens is. –

            Buskapen vred sig i båsen for at se, risted på hornene, og bjældekoen kom med en lang spørgende raut.

            Døren lukked sig stille op; levende smatt fra mørke høstkvælden, det ene levende efter det andre, hårete frosne styggeting, som fyldte fjøset med gufs fra ødsligt fjæld. –

            Der var en stemme ude i mørket; han lydde.

 

            Å felå læt' in i vilde skogjen,

                        ja felå læte,

 

sa det.

            Han løfted på øienlåkkene og så vart ud; i lyset fra lygten stirred et blekt jenteansigt ind.

 

            Å einkvann græte, å einkvann lær,

                        ja einkvann græte,

 

sa det igen og kom længer ind.

            Fossen sagtned over strængene. Noget sugende vildt i øiet hendes derude tog ham, en underlig langsynt længsel, som ligned vintersol ind i rimet skog, – lammed fingrene, som pressed om buen.

            Han vidste, at folk sa, hun Sella nok ikke var rigtig de sidste år, – kunde stryge på skogen fra husbondsfolket mørke kvælderne og komme hjem først langt på nat.

            Hun gled ind på fjøsgulvet, stod og så på ham.

            «Ska eg hjælpa deg te mjølka?» sa hun.

            «Du fær gjera so du ve,» sa han. Ordene hendes var gråt, som risped som nåler gennem hele sindet.

            Hun tog bytten, satte sig på huk bortunder en ko. Han stirred hen mod hende uden at se, lydde på låten: mælkestrimernes lekende sprøit mod byttebunden, så kælen hvile i skumblæret dyb. Og felen fulgte stille efter. –

            Om en stund tog hun bytten og lygten uden et ord; han så hun var færdig, reiste sig og blev med.

            «Du lyt' stogga deg sjøl, Tostein!» sa hun ude i mørket; det var som alt det de skulde si, turde komme frem her.

            «Men eg æ 'kje go te,» sa han.

            «– Eldes va du i stan te spela deg ratt burt, – burt frå deg sjøl.»

            «Ve du gjøim' ena då?»

            Hun svarte ikke; tog imod felekassen og buen. –

            – Tre søndage i træk blev det lyst for Torstein og Sella; først på vintren blev de viet. –

            Og de vinterdøgnene på Vasslid blev lyse som let skælvende fjældsol i små ruder. Dag efter dag gled, og måneder gled; år efter år gled, stille, som hendes bringes pust i søvne, rige som lune åklærs ly.

 

*

 

– Men så var det en vinterdag fire år efter, et landstryger-følge kom opom gården på vei over fjældet til nabobygden.

            De ba; spelte på trækspel for og sang. Sella gik ud og ind 'og fandt frem mad og fælte. Men Torstein sad hele tiden på sængekanten inde i stuen hos dem, lydde på pratet og smilte underlig; – – det var som stuen fyldtes av den sol, som blinked i brede bygder, og av vognes rammel i gilde byer; det var som rige steders glade speiling i hvert deres øie.

            De hadde kortleik med, så de spådde. Og den jenten som sang, ligned hende han reiste i lag med opover østlands-dalen for mange år siden; samme svarte håret, samme gløgge øiekast, samme katteslæng med kroppen. –

            Han blev siddende længe på sængekanten, efter de var faret videre til nabobygden, sad og lydde under stivnet smil, – for det var den jenten han hadde reist omkring med der øst.

            Da det mørkned, tog han til at drive ud og ind dørene; ret som det var, stansed han indpå gulvet, stirred ud tvers gennem væggen; det var som han hadde hørt noget i nordenvinden, som tog til at plistre kold om hushjørnet.

            Sella så snøgt på ham en og anden gang; hun hadde aldrig vidst at han ligned far sin som han gjorde.

            Den urolige blinken i de svarte øine øged, flytted sig snøggere, ledte efter noget langt væk. –

            Hun fælte da de la sig; øinene hans var som ødslige fjældvand, det svarte skægget som sammenvaset klunger og stive græsstrår nedfor Troldbærg; når han pusted, var det som gufs fra myr og mørke.

            Hun turde ikke slukke talg-lyset i flasken, lå våken utlover og vented i angst: – denne vildskaben måtte en gang slå ud! – –

            Og han skjønte det på øinene hendes – det var morens øine når faren kom hjem; de ledte så skræmt efter noget på ham at hvile i.

            Det blikket sa ligesom hvem han var; det kom over ham, så han ikke kunde styre sig; han sprang frem av sængen.

            «Kor ha du gjøimt 'ena?» sa han; han sa det lavt, men endda var det som storm over vilde heier.

            «I ledikjen!» sa hun; turde ikke andet.

            Han op på loftet til kisten hendes, trev nedi efter felekassen – den lå ballet ind i tørklædet; klamped så ned igen, stormed ind, tog tunge drag over strængene så det fyldte stuen.

            «Jøssøs!» sa hun.

            Hun spelte om alt det landstryger-følget så, om fri reis rundt verden, opover lyse dale og gennem larmende byer; det øged til hvinende storm gennem den brustne feles strænge.

            Hun snudde sig i sængen:

            «Tostein då! – – Du lyt' stogga deg, Tostein!»

            Han hørte ikke, hårdere og hårdere tramped han takten, så gulvet gik i bølgevugg; stønned tungt iblandt. Og hun ynked sig under kviden. –

            Med ét reiste han sig, slog op en vild skratt, slængte felen mod væggen så bastebåndet om den sprang og kassen gik i knas, tråkked på den og strøg ud.

            På tunet satte han i en stygg hujing indover mod fjældet, der veien gik over til nabobygden; Seila inde i stuen vred sig og ba for manden; – – jøssøs, dette var faren fra først til sidst! – –

            Det bar bortover volden med ham; han vidste ikke hvorhen, – bare vilde væk! – – og han kunde ikke komme langt nok væk! – Han kendte ikke nordenstormen bide, endda han var i underklær, der den feied nedover bakken med komet sne.

            Gang på gang hudde han stygt mod skogen.

            – – Det sused i furuskog, det dured gennem løvtrær, det flimred om øine, – flimred av lys over brede bygder og gilde byer, og av store flater av sjø, som vælted solguld. – –

            Han vidste ikke hvor han var, vidste ikke til nogen ting, da han satte sig i sneen. –

            – Sella i stuen ynked sig og ba; hun hørte at hujingen gled længer og længer unna – nordenstormen om hushjørnet var mest lige stærk. Så sprang hun frem av sængen, ud på trappen, skrek «Tostein» med det veke mælet, som den hæse angsten mest hadde strubt. Alt i et skrek hun; men intet svar.

            Hun la ind igen, slængte på sig klær, trev lygten; så ud, til at vasse rundt i sneskavler hele natten. –

            Bortunder Troldbærg lå manden, stivfrossen mest, med sne i det svarte skægg; det lysned av dag da hun fandt ham. Hun blev stående og stirre på ham; sindet øged og vided sig, så bringen blev for trang; men det frøs stykkevis – hun sukked ikke engang, da hun tog under armene for at slæbe ham i hus; nordenviden var nådd lige ind i hjertet hendes.

            Og sangen fra kornet sne som rasled bortefter flaten, tog til at gå i bølger; nu skjønte hun det hun ikke hadde skjønt et helt liv: hun hadde ikke været god til at fangta vilddyret i ham! – – Det var som sus fra mange strænge over sprukken felekasse – den samme slåtten han hadde tonet og spelt, mens han leved:

 

            Å felå læt' in i vilde skogjen,

                        ja felå læte.

            Å ingjen høire å ingjen ser,

            å ingjen græte å ingjen lær,

                        nei ingjen græte.

 

            Å felå læt' in i vilde skogjen,

                        ja felå læte.

                                                                                                              Fra Flaggermus-Vinge. Eventyr vestfra, 1895

 

Orforklaringer

gjorde åt: drev med heksekunster

fælte: var redd

tonte: lød, klaget, sang

pusted: peste

kisteklædd: staskledd

skyldfolk: slektninger

vævkone: vevkjerring, edderkopp

klunger: tornebusker

ledikjen: leddiken, lite rom i skrin eller kiste

kvide: plage, smerte